Tillykke Heidi, du er nu 23 år gammel. 1 år ældre – og ja.. sikke et år. Jeg havde overvejet, at sætte mig ned og skrive nogle af højdepunkterne i mit liv, som 22 årig, men jeg kom egentlig ret hurtigt fra det. Så hurtigt som, at det som noget af det, der nok har fyldt mest i år er den dag jeg fik at vide, at jeg havde ét år tilbage at leve i. Og ja, det vil sige, at der også snart er gået et år siden jeg fik den besked.

Nej, jeg tror jeg lader være med at begynde at tænke så meget over særlige begivenheder og oplevelser i mit sidste år. Det betyder dog ikke, at jeg kigger på det som et dårligt år, for jeg ved, at der har også været rigtig mange gode ting.
Jeg er endnu ikke nået den alder, hvor jeg synes det er forfærdeligt at blive et år ældre – taget min situation i betragtning tror jeg egentlig heller aldrig nogensinde at jeg kommer til at nå sådan et punkt, men vi hører jo så meget om det, især fra os kvinder!
Jeg har netop her den anden dag siddet med et blad, hvor temaet var Alder og hvordan vi kvinder forholder os til denne.

Jeg vil dog have lov til at fortælle jer om en god dag jeg har haft i dag. Jeg har været til samtale på sygehuset, hvor jeg har fået gode nyheder.
Den sidste samtale var jo ingen succes – jeg har ikke engang fået skrevet herinde på bloggen omkring de ting jeg fik at vide sidste gang jeg var på sygehuset. Ærlig talt må jeg indrømme, at jeg lod mig slå ud af hele situationen og det har taget mig lidt tid at skulle finde energi til at skulle snakke meget mere omkring den nuværende situation.

Jeg bloggede jo sidste gang om min bekymringer før mit næste møde med sygehuset, hvor jeg skulle ind og starte den nye kemobehandling. Dagen på sygehuset gik overhovedet ikke som forventet. Jeg kom ind på den velkendte afdeling R på sygehuset og gik rimelig målrettet mod den stue, som jeg var sikker på at jeg skulle være på nu når jeg skulle have behandling, men jeg blev stoppet på vejen af en sygeplejerske, der informerede mig om, at min læge ville være der inden så længe til vores samtale. Jeg kan ikke forestille mig andet end, at sygeplejersken må have set det spørgsmålstegn mit ansigt med det samme forvandlede sig til. – Samtale? Jeg er skam ikke blevet informeret om, at jeg skulle til nogen samtale. Nå, jeg beroligede mig selv ved at tænke, at det nok ikke var andet end lidt info omkring den behandling jeg nu skulle starte op, så efter at lægen dukkede op gav jeg dem lov til at gå i gang uden Mikkel, min kæreste, som kørte rundt for at lede efter en parkeringsplads. Som sagt, så troede jeg ikke det ville være andet end lidt uskyldig info omkring behandlingen. Men jeg tog grusomt fejl.

Jeg kan ikke engang fortælle, hvordan det hele startede, men jeg kan fortælle, at jeg skulle ikke bare informeres omkring behandlingen – jeg skulle faktisk slet ikke have “lov” til at få behandlingen. Ikke at jeg troede, at jeg før havde troet, at det var en dårlig ting, at jeg ikke skulle have kemo – men når det skyldtes, at min fysiske tilstand var så slem, at de ikke vurderet at jeg kunne holde til at få kemo – eller nogen form for behandling for den sags skyld – så var det lidt noget andet. Jeg fortrød inderligt, at jeg ikke havde sagt, at vi skulle vente på Mikkel, for jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til disse nyheder. Det er slut, det er virkelig slut nu.. eller hvordan skal jeg ellers forstå det her. Min krop har sagt stop og der er ikke mere sygehuset kan gøre for mig. Hvad skal der så ske?
Ja, altså de synes jeg skal gøre brug af den service Hospice Fyn kan give mig – men det har jo ikke været min plan at skulle bo ude på Hospice, jeg skal snart flytte ind i den lejlighed vi har gået og arbejdet på at få klar i det sidste halve år. Så den service jeg havde brug for fra Hospice var, at få lidt aflastning oven på en hård periode, ikke at bo der i mine sidste dage, hvilket virkede som det de gerne ville have mig til at indse, at vi var kommet til. Jeg var overhovedet ikke med og på ingen måde parat til at tage imod disse nyheder.

De sidste uger har derfor gået meget med, at prøve at bearbejde disse nyheder. Det har været helt enormt svært, og så er der kommet små opmuntrende tegn, som stille og roligt har vokset sig større, for på trods af disse nyheder, så føler jeg at jeg er i forbedring fysisk. Jeg har det faktisk en del bedre end jeg havde det der, hvor jeg fik disse nyheder – og det kan man også se på mine blodprøver, hvilket jeg også fik at vide i dag til samtalen :)

I den sidste uge har jeg også fået stråler igen. Jeg er blevet strålet på lungerne i håb om, at det kan forbedre de vejrtrækningsproblemer jeg har haft. Det var af 5 omgange og selvom det har været lidt hårdt og der har været nogle bivirkninger, som meget hosten, hvor det også har gjort ret ondt i knogler omkring brystkassen og ribben. Desuden har jeg også haft yderligere vejrtrækningsproblemer, hvilket altid er ubehageligt. Men det havde de også forberedt mig på, at det ville i starten godt kunne risikere at blive værre, men om en 14 dages tid begynder vi forhåbentligt til at begynde at mærke en forbedring.

Så lige nu er vi et godt sted, selvom jeg altid søger forbedringer og arbejder for en bedre fysisk tilstand, så er jeg ret glad for, hvordan det hele kører lige nu.
Jeg tror jeg vil sige godnat, så jeg kan være lidt frisk til min første dag i et nyt år.
Et nyt år, som jeg tror kommer til at bringe endnu flere gode oplevelser end nogen andre. Jeg kan mærke, at det 23 år må være der, hvor jeg får det bedre :)

- H.

Nu nærmer vi os onsdag. Onsdag, hvor jeg skal starte ny behandling. En behandling jeg overhovedet ikke kender til, to stoffer jeg aldrig har været i kontakt med før, men som nu skal indføres i min krop, som lige for tiden ikke lige befinder sig på toppen!
Jeg må ærligt indrømme, at jeg er bange – selvfølgelig er jeg bange..
ville du ikke være det?

Et eller andet sted prøver jeg at tænke, at det er en god ting, at jeg nu skal starte behandling. Jeg har jo set og vi kan måske nærmere kalde det “mærket”, at det ikke virker ret godt ikke at være i behandling, så mon ikke det modsatte vil være godt?
Men så kommer den anden stemme listende og siger, at det ikke nødvendigvis behøver, at være sådan, at det så er en god ting at få behandling.. den minder mig om, hvor syg jeg nogle gange har været, den minder mig om julen, hvor jeg hverken kunne det ene eller det andet..

Man kan tænke så meget. Ja, jeg undrer mig faktisk over, hvordan man ville kunne måle tankernes hastighed? For en ting er sikkert, og det er, at der kører i hvert fald mere end én eller to tanker af gangen inde i mit hoved og den ene overtager den anden og så videre og så videre. Nogle gange er de slet ikke til at stoppe.

Mit hoved har været lettere fyldt de sidste uger. Jeg har ikke engang tænkt mig, at starte med at prøve at fortælle, hvordan tankerne er løbet af sted med mig flere gange. Jeg har tit prøvet at sætte en stopper for det for det bliver simpelthen for meget engang imellem, men det er som om jeg ikke har nogen kontrol. De lever sit eget liv, disse tanker.
Jeg har arbejdet ihærdigt på, at vende mit tankemønster her de sidste 3 dage. Jeg har gerne ville gøre det i meget længere tid, men jeg føler for første gang i nogle uger at det er ved at lykkes. Weekenden har nemlig været helt god: Jeg var både sammen en veninde hele fredagen, til 80 års fødselsdag hele lørdagen og så sammen med en anden veninde og på loppemarked og i selveste IKEA i går. Så der har været masser af aktiviteter og humøret har for det meste levet på toppen. Men bare natten før det her var forfærdelig – så forfærdelig at jeg ikke husker hvornår jeg sidst har haft det så dårligt. (Det siger jeg vist hver eneste gang jeg får det forfærdeligt, men det føles altid mere forfærdeligt end sidste gang).. jeg husker hvordan smerterne i såret og i ryggen og i hele kroppen for at være helt præcis, fik mig til at skrige og græde som om, der ikke ville komme en ny dag – og det var netop dét jeg frygtede den nat.. Det gjorde så ondt, at jeg kunne ikke forestille mig at kunne overleve denne smerte.
Disse nætter har jeg haft et par stykker af. Det er som om nætterne er de værste og det er der, at kroppen rykker for aktiviteterne. Det er egentlig en god ting tænker jeg, for på den måde kan jeg være på og være sammen med familie og venner i løbet af dagen – men så betaler jeg prisen for enhver aktivitet om natten. Nogle gange føles det bare som om, at kroppen forventer lidt for meget – men sådan har vi det jo nok med alle regninger.. Vi har ikke noget imod at bruge, men det er knapt så sjovt at betale for det vi bruger.

Imens det står på, så prøver jeg at minde  mig selv om, at det kun er midlertidigt, dét går over på et tidspunkt. Nogle gange hjælper det, andre gange kan jeg slet ikke trænge ind i den smerte, der sætter sig så dybt, at intet kan fange den.
Alligevel bruger jeg gerne af aktiviteterne dagen efter.. det kan man så undre sig over? men jeg kan jo heller ikke lade være med at leve et liv når nu jeg kan – jeg aner ikke hvordan i morgen kommer til at se ud, eller dagen efter det.

Nu er vi ved at nærme os natten, der, hvor man betaler. For jeg kan mærke smerterne begynder at komme. Jeg har allerede bedt om noget smertestillende og jeg kan kun håbe, at det er hurtigere til at virke end smerterne er om at komme.
Men i aften har jeg tænkt mig at holde godt fast i, at det kun er midlertidigt – at det går over og det hele bliver godt igen! Jeg har tænkt meget over i dag, hvordan jeg skal få kontrol over mine smerter og jeg har nogle forskellige teorier jeg vil teste af i aften!

Det er blandt andet fra en af disse teorier jeg har taget titlen til indlægget fra. “Love will always dissolve pain”. Nu må vi se, jeg lader det komme an på en prøve..

Wish me luck !!

- H.

Der sker altså så meget nyt lige for tiden, at jeg blogger som aldrig før..  og nu ligger jeg på tværs hele dagen lang uden at kunne gøre så meget andet end det, så der er i hvert fald masser af tid til at blogge..

Jeg fik svar på min scanning her i onsdags. Resultatet var, at i den tid jeg har holdt helt pause fra behandling så er knuden i lysken vokset og der er kommet mere kræft i lungerne. Det er begge to ændringer, som jeg føler at jeg mærker mere og mere, men jeg vil forsat kæmpe for at det hele bliver bedre og det vil jeg aldrig stoppe med!
Jeg blev tilbudt to forskellige behandlinger, men jeg blev også bedt om at overveje om jeg i det hele taget ville have behandling. Det var overhovedet ikke svært for mig at vælge for, at vælge behandlingen fra er det samme som at give op for mig. Jeg respekterer mange, der har valgt behandlingen fra, men disse mennesker har oftest stået i en helt anden situation end jeg har: været ældre, haft børn og endda børnebørn, været gift og de har ovenikøbet nok fejret sit sølvbryllup. Alle disse ting mangler jeg – og alle disse ting har jeg tænkt mig at opleve.. Derfor siger jeg ikke nej til en behandling, selvom det ikke er så sikkert, at den kan hjælpe mig. Men der er en lille chance og den lille chance er mere end nok for mig, for det er ikke kun behandlingen, der kan hjælpe – jeg har også mig selv, nogle hjælpere og håbet – og så tror jeg på mirakler!

Jeg er kommet ud på Hospice igen nu. Det er jeg enormt glad for, nu hvor jeg ikke har været helt tilfreds med den behandling jeg har fået på sygehuset, men også fordi jeg efter mit sidste visit lærte personalet godt at kende og de er simpelthen så søde og dejlige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas og tryg herude.

Jeg prøver dog ligeså stille, at begynde at komme op at stå på et tidspunkt og flytte mig fra sengen og prøve at sætte mig i stolen i stedet for, eller flytter mig ind i et andet rum. Det hjælper en lille smule og jeg føler at jeg bliver lidt mere frisk af det.

Derudover så har jeg et værelse her, der er en del mere hyggeligt end en sygehusstue, så jeg kan allerede mærke bare efter første dag, at mit humør er blevet bedre, selvom jeg ikke har foretaget mig noget anderledes end på sygehuset, hvilket er at ligge i min seng, se fjernsyn engang imellem, og ellers sove.
Omgivelserne er simpelthen så dejlige her, at man føler sig ikke indlagt på samme måde, faktisk vil jeg gå så langt og sige, at jeg føler mig lidt “hjemme” her. Det smilede jeg lidt af i dag i taxaen, da jeg var på vej herud, for der tænkte jeg nemlig: “Ah, det bliver dejligt at komme hjem til hospice”. Men det var jo også mit hjem lige indtil jeg rejste til Island og 6 uger inden det, så det var meget naturligt for mig at tænke på det som hjem nu her.

I de seneste dage har jeg gået og tænkt på noget, som jeg føler at jeg er nødt til at dele med jer, der læser med. Især jer, der måske er sygeplejersker eller arbejder inde for sygehusvæsenet, som jeg ikke ligefrem har skrevet godt om.
Det handler om, at selvom jeg har fået noget behandling derude, som jeg ikke har været tilfreds med, så har jeg altså også fået noget noget behandling derude af nogle sygeplejersker, som har været så søde mod mig. Jeg har følt mig lidt dårlig over, at jeg ikke har skrevet mere om den gode behandling og de sygeplejersker og læger, som jeg igennem min behandling er kommet til at holde meget af og dem, der behandler mig rigtig godt.

Derudover har jeg haft nogle lange snakke med nogle forskellige omkring netop de episoder jeg har oplevet på sygehuset og andet omkring sygehusvæsenet, sådan som det er lige nu. I disse snakke er det som regel altid blevet bragt på banen, at der konstant bliver foretaget besparelser indenfor sygehusvæsenet og dette går selvfølgelig ud over os patienter (og sikkert en del andet også) fordi besparelserne går ud over den tid sygeplejerskerne har så pludselig er der ikke tid til at de kommer ind “bare” for at snakke lidt med os patienter, og der er simpelthen ikke tid til andet end bare at smide pillerne ind på natbordet og så drøner de ud igen. Personligt kan jeg i hvert fald sige, at den lille snak kan altså gøre rigtig meget, især hvis der opstår problemer om natten, så er det som regel fordi jeg er meget urolig og anspændt – i stedet for at give mig mere smertestillende/afslappende eller en sovepille, så ville det i de fleste tilfælde kunne virke “bare” at sætte sig på sengekanten og snakke lidt, men det er der aldrig tid til.
Men nu var det altså meningen at jeg ville give lidt kredit til sygehusvæsenet og ikke brokke mig. Der er nemlig sygeplejersker og læger der, som virkelig gør et godt stykke arbejde og det håber jeg ikke at jeg har givet udtryk for at der ikke var.

Jeg vil sige det godt for denne gang, for der sidder en meget flot mand her ved siden af mig, som venter på at vi kan sætte filmen i gang og hygge os :)

- H.

Ligesom jeg troede jeg skulle rejse hjem og nyde den danske sommer, flytte ind i min og kærestens flotte flotte lejlighed, som min kæreste har gået og arbejdet så hårdt på at få i stand, hygge med veninderne, som jeg ikke har fået set i 4 uger.. men lægerne synes ikke lige så godt om den idé og de foreslog heller at jeg skulle bruge min tid her på OUH. Tja, jeg ved ikke helt hvad jeg synes om dét.. Jeg får antibiotika pga betændelsen i såret og lungebetændelse, som desværre meldte sig på banen søndag.. Ja, der skal vist betales en pris for at gå ud og more sig så meget som jeg gjorde om lørdagen.. så jeg tænker, at det var min krops måde at sige “tak for i går” på.. Søndag, mandag og tirsdag har været lidt forfærdelige hvis jeg skal sige det helt rigtigt. Især søndag og mandag, der var jeg meget kvalt og smerterne var ubeskrivelige! Jeg sov det meste af dagen og de få minutter jeg vågnede op imellem kunne jeg ikke andet end at græde af smerter – desværre gjorde lungebetændelsen det næsten umuligt for mig at græde, så jeg fik også vejrtrækningsproblemer og de sidste dage har jeg også været lidt afhængig af at få ilt igennem næsen. Det har været ret skræmmende både for mig og for min familie, der skulle se mig lide på den måde.

Vi var også meget usikre på om vi overhovedet ville kunne rejse hjem til Danmark der om onsdagen og jeg var faktisk så langt ude, at jeg havde ringet hjem og bedt om at få aflyst min scanning om torsdagen. Men det kunne jeg heldigvis nå at få trukket tilbage, for vi besluttet os for at beholde tiden, se natten an – vi skulle nemlig op og af sted til lufthavnen kl. 6. Tirsdag aften var ikke sjov og jeg troede helt seriøst aldrig nogensinde den ville slutte.. Det var 5 timer i helvede, hvor jeg gik i kramper af smerte indtil jeg var så udmattet at jeg faldt i søvn, desværre sov jeg aldrig meget mere end i 3-5 min og så kunne vi lige tage den forfra igen. Heldigvis havde jeg de bedste støtter omkring mig, 2 veninder og min kusine. <3 De holdte mig i hånden, hjalp mig med at tænke på gode ting, nussede mig…
Det så ipå det her tidsount punkt meget sort ud og jeg var meget i tvivl om jeg ville kunne rejse fra Island til Danmark i den her tilstand, men jeg faldt til sidst i søvn og sov indtil kl. 3, der vågnede jeg igen og vi fik gjort det hele klart til at vi skulle afsted og så prøvede vi at sove lidt igen.. og så skulle vi jo afsted kl. 6. Jeg blev kørt med ambulance til lufthavnen og der blev jeg modtaget med en kørestol og blev kørt rundt, så det var ikke meget jeg behøvede at bevæge mig.. :) Vi skulle ind i flyveren før de andre, da det var at jeg var i kørestol, så det var ikke meget vi nåede at kigge os rundt på lufthavnen, men det var måske også meget godt, for jeg havde vidst fået købt det jeg skulle, hvis nogen andre skulle have lov til at sige det..
Vi blev virkelig igen behandlet så fantastisk godt i flyet. Vi havde fået 2 sæderækker for os 3, sådan, at jeg kunne ligge ned hvis det blev nødvendigt. De var hele tiden henne og tjekke og alt var okay – de var så hurtig til at finde alting frem, hvis bare vi manglede det mindste, f.eks. var jeg nødt til at få lidt ilt på et tidspunkt, og der gik ikke mere end 3 sek. før ham stewardessen, der var ved os var dukket op med en maske og flaske med ilt. Det var bare den bedste service jeg kunne forestille mig at få, og det gjorde det så meget behageligere at rejse, når nu vi havde været så nervøse for rejsen.
Stewardessen kommer hen til mig på et tidspunkt og fortæller mig om en lykke-sten han har fået for 6 år siden, som har bragt ham lykke lige siden han blev uddannet til stewardesse og den har rejst verden rundt sammen med ham. Den ville han gerne give mig, så den nu kunne give mig lykke. Det var så sødt, men jeg havde dog meget svært med at tage imod den.. Men den ligger trygt i min pung, som jeg altid har med mig og den vil som sagt forhåbentligt bringe mig noget lykke her i den næste tid!

Da vi er ankommet til København, og turen er gået alt over forventning og uden problemer, venter vi til sidst med at gå ud af flyveren. Da alle er gået ud og vi endelig kan komme op og ud, så stopper de mig oppe ved udgangen og giver mig en pose med et lille brev og en gave. Den indeholder en halskæde, en kugle lavet ud af den lava, der er kommet fra vulkaner på Island og om den kugle er der et sølv stykke formet som Island, der holder det i kæden. Den er virkelig virkelig smuk. Personalet hos Iceland Express har set mit interview og er meget imponeret og vil gerne give mig den her halskæde. De knuser mig og fortæller mig at jeg er deres helt og de er så imponeret over min styrke og livsmod. Det var virkelig dejligt, men eg var helt mundlam.

Turen fra Kastrup gik også helt som den skulle. Jeg havde et lille stop på lufthavnen for at mødes med min lille søster, Helena :) og så gik turen ellers videre mod Odense, hvor min kæreste ventede spændt på banegården. Da vi kom til Odense og jeg kom ud af toget og kunne se Mikkels orange trøje fra lang afstand tror jeg at jeg har løbet så hurtigt jeg nu kunne.. det kan nok i virkeligheden ikke kaldes at løbe (for jeg kunne knapt nok gå) men det gik i hvert fald ualmindelig hurtigt. Det er vildt, hvordan kroppen kan skabe kræfter, man troede man ikke havde, hvis bare grunden er god nok til det.

Desværre kunne vi ikke nyde friheden meget længe da de islandske læger havde haft snakket med sygehuset her i Danmark og sagt at vi ville være der omkring kl. 6. Vi ankom lidt for sent, men var på sygehuset ca. 7, hvor vi kunne sætte os og vente på at lægen kom og snakket med os. Sådan som jeg havde forstået det så var det sådan, at der skulle komme en læge og vurdere om jeg var klar til at blive udskrevet eller ej, men sådan var det vist ikke. Der var vist ikke noget spørgsmål om jeg skulle indlægges, jeg fik i hvert fald lagt drop med det samme og så fik jeg den første omgang antibiotika.
Jeg kan dog være rigtig rigtig glad for, at jeg fik en enestue, hvilket betød at vi kunne få en gæsteseng ind, så Mikkel kunne få lov til at sove hos mig! Det er virkelig dejligt!
Det havde godt nok været svært, hvis vi nu, hvor vi har undværet hinanden i 4 uger, igen skulle undvære hinanden endnu en nat, velvidende at vi kun lå 3 km fra hinanden.
Men det skulle vi heldigvis ikke. :)

Men ja, vi kom jo for at snakke med en læge.. og vi ventede, og vi ventede.. og vi ventede.. og klokken 10 sagde jeg til min far og stedmor, der var ved at falde helt om (hvilket vi alle sammen var) efter en lang dag, at de bare skulle tage hjem, for der kom sikkert ikke nogen nu. Så de tog hjem, mens mig og Mikkel var vågne lidt i nu i håb om, at der ville komme en læge og tilse mig. Klokken 1 kunne jeg simpelthen ikke holde øjnene åbne mere, og smerterne havde virkelig gjort opmærksom på sig selv i den sidste times tid, så jeg var så udmattet, at jeg var simpelthen nødt til at lægge mig til at sove..
Lige så godt jeg sov, lige så sur blev jeg da jeg bliver vækket ved en banken og af at lyset bliver tændt for fuld gas kl. halv tre om natten. NU havde lægen simpelthen valgt at dukke op!! Hun starter med at fortælle mig, at hun jo ikke kender mig og ikke har haft mig før og hun har ikke nået at læse hele min journal igennem, men hun kunne forstå på det hele, at jeg havde livmoderhalskræft.. “ikke sandt?” – spørger hun..
Jeg tænker: er det her helt seriøst?!.. men svarer, at jo det er ganske rigtigt. Derefter siger hun “og du har fået behandling, som du afsluttet i april?” (som i april TOTUSINDOG ELLEVE!!!!) Jeg er godt nok meget træt, og meget meget træt af at blive vækket efter jeg endelig er faldet i ro efter smertehelvede, som jeg desuden kan mærke begynder så småt at melde sig på banen igen, men jeg svarer lidt irriteret, at jo, det er rigtigt, men om ikke vi kan spole lidt længere frem i tiden, for ellers kommer det her godt nok til at tage hele natten. Hun siger, at jo det kan vi godt, men hun har jo som sagt ikke nået at læse hele min journal. Hmm..
Hun bliver ved med at stille spørgsmål, samtlige spørgsmål kan man finde svar på i min journal og jeg forstår simpelthen ikke pointen i at skulle svare på hvilke behandlinger jeg er gået igennem for 1 år siden eller et halvt år siden.
Jeg er træt, jeg er sur, jeg er tvær og jeg gider i hvert fald ikke det her. Smerterne har virkelig os meldt sig på banen, og jeg kan ikke overskue tanken om, at jeg nu for anden gang i aften skal til at finde ro efter sådan et smertehelvede.. Jeg er virkelig ved at eksplodere af vrede. Efter hun har stillet en masse spørgsmål, som hun ville kunne have læst sig til i min journal bevæger hun sig nu ud i at spørge om jeg har styr på hvilket medicin jeg tager.. Øh ja, vil du have de 45 forskellige slags piller, der hedder de mærkeligste navne, i alfabetisk rækkefølge – eller hvordan vil det passe dig bedst?
Jeg som troede, at jeg ikke kunne blive mere sur, jeg fortæller hende, at jeg altså ikke kender navnene på alt det jeg tager, men det kan hun vel OGSÅ finde i min journal. Hun fortæller, at der var noget med et lægebrev fra de islandske læger, som vi havde afleveret til sygeplejersken da vi kom og om jeg vidste hvor det var.. Nej, det gjorde jeg godt nok ikke, for som hun selv kunne sige det, så havde vi jo afleveret det til sygeplejersken da vi kom. Hvis I ikke kan forestille jer det, så kan jeg fortælle jer, at jeg er virkelig ved at koge over på det her tidspunkt.. Hun begynder at rode igennem mine ting, der ligger på skriverbordet, og derefter på det lille skrivebord, der er inde på stuen, men hun finder ikke noget. Der er en pose med en masse af mit medicin og der er der nogle papire, bl.a. en eller anden liste jeg aldrig før har set. Hun spørger mig om det her er min medicin liste, jeg svarer ærligt, at det ved jeg ikke. Hun plaprer videre omkring, hvordan hun bliver nødt til at få det lægebrev og hvordan det er blevet væk og så spørger hun igen om denne liste er min medicin liste.. igen, nu godt nok lidt mere irriteret i tonen, svarer jeg, at det ved jeg altså ikke. Nå, okay.. jamen hun roder lidt videre og inden så længe går hun. Lige så snart hun er ude af døren knækker jeg helt sammen, både af irritation over denne situation med lægen, som jeg synes er fuldstændig absurd, træthed efter en lang rejse og nok mest over smerterne, der virkelig er begyndt at gøre så ondt så ondt. Jeg ringer efter en sygeplejerske for at bede om noget smertestillende. Sygeplejersken henter noget morfin og da hun er i gang med at give mig morfinen, mens jeg virkelig prøver at holde op med at græde, kommer lægen ind igen og ja, hun vælger lige at spørge en ekstra gang om jeg virkelig ikke ved hvor det lægebrev ligger, hvorefter hun igen begynder at rode i mine ting for at se om ikke hun kan finde det. Hun løfter op i mit og Mikkels tøj og roder rundt i alt imens hun ikke ænser, at jeg ligger og græder..

Jeg har nu været indlagt i 2,5 døgn og først her for 5 min. siden er der kommet en læge for at kigge på mit sår, som faktisk er grunden til at jeg er indlagt..
Udover det har jeg virkelig også tænkt på, hvor lidt de tjekker op på en. Jo jo, de dukker op de 3 gange om dagen jeg skal have min antibiotika og de kommer 4 gange med et glas piller, men ellers er der ingen kontakt til patienten. Og der bliver absolut ikke gjort mere end det de lige SKAL gøre når de kommer, dvs. de kommer ind, sætter mig til antibiotikaen, om de småsnakker lidt imens – de færreste gør – og så skynder de sig ud igen. Og lægerne, ja jeg vil slet ikke komme ind på lægerne.. Jamen de har jo simpelthen så travlt de læger. Hun gav sig godt 3 min sammen med mig, på 5 sek. af at kigge lidt på såret og trykke en gang i den ene side og en gang i den anden side kunne hun konkludere, at det var simpelthen bare kræften der udviklede sig og at der var ikke tegn på betændelse. Jeg spørger hvad vi så kan gøre ved det her, hvor hun minder mig om, at jeg jo har fået stråler og det omfang stråler jeg må få i det område, ja det er rigtigt nok – det er jeg godt klar over, jamen så er der jo ikke så meget de kan gøre siger hun. Jeg forklarer hende, at jeg jo knapt nok kan gå, hvor hendes svar er: jamen det er jo sygdommens udvikling.

TAK TAK, tusind tak for din lægelig vurdering og din kærlige omsorg. Det er en OMMER!

Jeg kan ikke sige andet end, at jeg synes det er direkte pinligt at komme direkte fra et islandsk hospital, hvor tingene er så meget i orden og så komme hertil og virkelig mærke hvordan bunden føles. Det er PINLIGT og til grin, hvordan det danske system, som hævder at være et velfærdssystem, er så ringe!!

- H.

Endelig har jeg fået skrevet lidt ned omkring min dag i lørdags! Min dag som “Butiks-ejer”

Efter mit interview i det islandske program Kastljósid var der en del mennesker, der skrev til mig, enten på mail, eller på facebook, nogle kommenterede på bloggen og der var endda os nogen, der valgte at simpelthen bare dukke up, men det er en helt anden historie!
Onsdag aften, tror jeg, satte jeg mig tilrette og ville gøre mig klar til at besvare de her mails/kommentar/beskeder. Det tog sin tid må jeg ærligt indrømme, men det var også vigtigt for mig, at folk følte at jeg gav mig tid og tanker til at svare deres breve, fordi det kunne tydeligt mærkes, at mange af dem havde gjort. Så det var et helaftensprogram, men det var bestemt hyggeligt og motiverende! For alle disse dejlige ord, der var SÅÅÅÅÅÅÅ utroliggt overvældene og det varmede i hele kroppen, at læse, at noget jeg havde sagt har kunne hjælpe dem så meget på den ene eller den anden måde!

Nå, men,så midt imellem disse breve er der en sjov e-mail.. eller der er faktisk to i træk. Det første fra en pige, der er interesseret i det tøj jeg har på i udsendelsen og hun spørger ind til, hvor det er købt osv. Til sidst forslår hun endda at jeg kunne lave min blog om til en modeblog. :) Det tror jeg ikke det bliver til, ikke i den her omgang. :)
Nå, men den næste e-mail er også fra en pige, der ejer sin egen tøjbutik inde i gågaden .. og hun ville gerne tilbyde mig, at komme ind “eje” hendes butik for en dag, så ville de holde en lile åbningsfest for “ejerskiftet”, så der ville komme et kendt islandsk band og spille og forsangeren, Agnes, derfra ville også lege DJ, der hvor de ikke spillede.. :)

Jeg sagde selvfølgelig ja til dette! Det har altid været en drøm, at eje min egen tøjbutik!! og især sådan en, der indeholdte eksklusivt secondhand og noget hun selv havde lavet. Det var præcis samme koncept, som det jeg havde sat op for min hovedopgave i sin tid. Det var virkelig fedt, at få lov til at prøve at leve drømmen for en dag. Der var flere ting i det end jeg havde regnet med, men det gjorde det kun sjovere. Så jeg mødte lidt før festen startede og gjorde butikken klar: dvs. jeg bestemte hvad, der skulle på væggene og på de forskellige mannequin dukker, hvad der skulle vises frem i vinduerne osv. Det var SÅ sjovt! :) Jeg har arbejdet i flere forskellige tøjbutikker og altid drømt om, at få lov til at klæde dukkerne på eller stille op i vinduet, men det må man ikke når man ikke er noget mere end en salgsassistent.. Så jeg havde stor fornøjelse af endelig at få lov til, at være den, der bestemte :D

Kl. 14 begyndte folk så småt at komme. 3 af mine barndomsveninder dukkede os tidligt op og gik glædeligt igang med de lækre blåbærsmojithos, som den “rigtige – ejer”‘ havde lavet. Agnes, som er forsanger i bandet Sykur (som betyder “Sukker”) legede DJ og gjorde det svært ikke at vrikke lidt med numsen!! Stemningen var så god, det var fantastisk at mærke glæden hos alle disse mennesker, og det var også et lille klap på skulderen, at de faktisk mødte op for min skyld.. Jeg var lidt stolt!
Omkring 15.30 begyndte bandet at spille og den fede musik tiltrak kun flere mennesker, så der gik ikke lang tid før den lille butik var helt proppet med mennesker! :)  Planen var så, at vi 4 piger skulle ud at spise på en Restaurant, som hedder Tapas Baren og skulle siges være rigtig god – det kan jeg nu godt bekræfte, at den er!! Pigerne kommer ind i butikken og fortæller, at den enes fætter gerne vil køre os derned, men han kom altså lige om lidt så om jeg var klar.. Det blev jeg og vi stiller os ud på gaden foran butikken. Den ene siger (nu når jeg tænker over det, så var det ret lumskt) “Han kører sådan en rød Brian-bil” så mine øjne søger sådan en.. Men en hvid kæmpe limousine skygger for mine øjne og pigerne kan ikke styre deres spænding og de begynder at grine og siger, at det er altså den her vi skal køre med!
Så vi fik en lille køretur og der var selvfølgelig også champagne! Det var så vildt!!
Da vi holder ind foran restauranten og bliver hjulpet ud af limousinen af den søde chauffør stod der mennesker og filmede os med sin telefon og tog billeder.. Ja, Island er et lille land, men de havde nok forventet nogen, der var lidt mere kendt end os :)
Middagen var så fantastisk. Det er noget af det bedste mad jeg nogensinde har smagt. Der var enormt god service og ja, det hele var bare helt igennem perfekt!
Det kunne dog mærkes på det her tidspunkt, at det havde været en lang dag.. og ikke kun på mig, pigernes øjne havde os svært med at holde sig åbne da vi ventede på desserten og i et kort øjeblik overvejede vi faktisk, at gå uden – men det er jeg glad for at vi ikke gjorde!! Vi besluttede os for, at vi bare kørte op på sygehuset, hvor jeg havde min egen stue, med 2 senge, og slappede af. Man skulle virkelig tro, at klokken var mange, men den er altså kun 20.00 på det her tidspunkt!

Min moster kørte os op på sygehuset, hvor vi alle tog noget mere afslappende på og efter vi havde fået sengene rykket sammen, så kunne vi smide os derop og jeg tror ikke der gik lang tid før vi faldt i søvn!! :) To af dem blev og sov hele natten.
Men jeg tror vist godt det kan siges at vi var helt udmattet efter en helt igennem fantastisk dag!!’

Ja, når først jeg kommer igang, så er jeg ikke til at stoppe! ;)

Ja, hvis der er nogen der undrer sig over tidspunktet, så kan jeg fortælle, at jeg faldt ret tidligt i søvn i går aftes.. Jeg var simpelthen så træt, at jeg faldt i søvn med en film igang og ipaden på skødet.. Så vågnede jeg og der har jeg en følelse af, at jeg virkelig har fået sovet ud i dag og jeg rækker ud efter min morgenmedicin, men kigger tilfældigvis på klokken og får et lettere chok da jeg ser at den kun er 2:35! Jeg kunne slet ikke fatte det – det er jo også svært for heroppe på Island er det jo lyst udenfor hele døgnet rundt, og derfor kan det godt være lidt svært at vurdere hvad klokken er.

Nej, nej, nej tænker jeg – for jeg var klar til at stå op! Nå, men jeg har været oppe i et par timer nu.. Jeg har siddet og snakket lidt med nattesygeplejersken, og så fik jeg lige renset såret, som desværre virkelig satte gang i smerterne, som så har plaget mig de sidste timer.. Jeg har været helt oppe at toppe, stået på tæer og dog bukket mig, så jeg gravede hovedet nede i den sammenkrøllede dyne på sengen pga. hovedpinene, der følger smerterne.. Det føles nogengange som om, at det er sådan, at smerterne er så voldsomme AT jeg får hovedpine.. Men jeg masserer hovedet lidt, så hjælper det som regel, men problemet er bare lidt at det hjælper os at stå og trykke lidt på ryggen.. Og jeg har KUN 2 hænder!!!

Jeg har lagt mig “almindeligt” (som er min halvt-siddende-halvt-liggende-med benene løftede- stillling) i sengen nu, men smerterne driller stadig.
Jeg får noget, der hedder Ketamin, som er en sprøjte med noget væske, som jeg sprøjter ned i noget drikkelse og drikker, det er meningen det skal virke rimelig hurtigt.. Nuværende effekt: 0!!! Det er meningen, at jeg skal tage det OG min morfin piller (100 mg morfin), for det tager pillerne 45 min ca at blive opløst helt – og dermed 45 minutters ventetid på virkning – og derfor tager jeg ketaminen, så den forhåbentligt stiller smerten indtil morfinen begynder at virke.. Det er meningen at vi skal komme dertil, at den faste medicin dækker så godt, at det i hvert fald virker sådan.. Og jeg kan kun fortælle, at vi er IKKE nået dertil endnu.. Så jeg har lige fået en af sygeplejersken til at give mig lidt morfin i drop. Og nu prøver jeg med lidt hjernevaskning, så jeg har ledt til musikkens kræfter og mine høretelefoner synger nu høøøøjt :… Where you think you’re going, baby? Hey, I just met you, and this is crazy, but here’s my number so call me, maybe.. Du du du.. ” Jeg håber I kender sangen – eller også gør jeg ikke, for den passer måske bedre ind på min lillesøsters playliste, men what the hell.. Den får mig til at tro, at jeg er i godt humør.. Og jeg behersker mig virkelig for ikke, at vrikke lidt rundt i sengen og synge med.. ! Det virker, og smerterne er pludselig meget mindre bemærkelsesværdige!

Der er fest i min ører nu.. Med J.Lo og Pitbull – dance again og så tror jeg lige jeg skal høre melodi grand prix sangen – den, der vandt (Sverige). Jeg får helt lyst til at tage i byen… Smerter – hvad er det?!

Men nu hvor jeg er i gang med at blogge, så kan jeg jo fortælle det jeg fik at vide af lægerne i går. Jeg er dog ikke kommer helt så tæt på en egentlig plan, som jeg havde håbet på at være efter det møde, men lidt tættere på er vi kommet.
Men det bliver ridset lidt groft op her til at starte med, for jeg venter lige på at høre mere fra både lægerne i Danmark og dem her i Island.
Men det ser ud til, at vi følger lidt den plan, som jeg egentlig også havde regnet med, så jeg kommer hjem til Odense her om ca. 1 uge, hvor jeg skal til en scanning på OUH den 14. Juni, så har jeg tid til at få svar på den d. 27.juni. Vi vil dog prøve at se, i samarbejde med lægerne her, se om ikke vi kan få rykket det lidt frem.. Men der vil det vise sig, hvad der er sket af at jeg har holdt pause fra kemoen i et godt stykke tid snart. Og ja, det er jo svært at sige så meget før vi har svar fra denne scanning, men der er vit nok en behandling, der kunne tænkes kunne hjælpe, som derefter skulle sættes i gang. Ih, jeg som er blevet ret glad for mine øjenvipper, bryn og det snart ret tykke hår, der begynder at vise sig på mit hoved.. Meeen, det er jo “bare” hår og livet kommer klart i første række :)
Jeg håber, at jeg stadig kan få lov til at holde fast i den del af planen, hvor mig og min kæreste havde tænkt os at rejse sammen til Island den første uge i juli og holde ferie sammen. Det vil være Mikkels første gang på Island og egentlig også vores første ferie sammen! Jeg glæder mig virkelig meget til at vise ham mit land og jeg er allerede i fuld gang med at planlægge et stramt program over alle de ting vi skal nå i den her uge! Det er så fantastisk, at vi har fået lov til at låne min onkels lejlighed og bil, og lejligheden ligger tæt på centrum. Det bliver fantastisk!
I går sad jeg dog og kiggede lidt på mulighederne for mig, at kunne få en afbestillingsforsikring – for ja, jeg har for længst droppet at prøve at finde et forsikringsselskab, der er interesseret i at forsikre mig på ferie, that’s what we can call for mission impossible!!! Men så håbede jeg, at vi kunne købe en afbestillingsforsikring, så det kunne være sådan at vi kunne afbestille vores rejse og få de fleste penge tilbage, hvis det skulle være sådan at det viste sig, at vi er nødt til at starte behandling øjeblikkeligt og vi derfor ikke kan rejse… Men neeeeeeeeeeej – mission impossible 2 kommer nu på banen!!! Det er så latterligt og så åndsvagt og ja, jeg mangler ord! Hos de fleste flyselskaber kan du godt tilkøbe en afbestillingsforsikring, som er som regel ikke engang særligt dyr, men den gælder hvis du skulle blive nødt tl at aflyse rejsen pga. sygdom. Her vil du skulle vise en lægeerklæring på, at din læge ikke kan anbefale dig, at skulle rejse – det skulle ikke være noget problem for mig – dog, når jeg bevæger mig længere ned i punkterne af det meget småt skrevne regelsæt, ser jeg noget, der gør mig ret så rasende for at sige det rent ud.. Men afbestillingsforsikringen gælder ikke, hvis sygdommen er kendt før du bestiller rejsen.. Altså, uanset hvad der skete med mig, hvis det kunne ledes til det, at jeg havde kræft (hvilket de sikkert kan lede det til uanset hvad der sker med mig.) så kan jeg ikke få mine penge tilbage! Bare for at gøre livet lidt mere sjovt for os syge, så skal det da os være fuldstændig umuligt for os at kunne rejse til andre lande forsikret eller med mulighed for at kunne afbestille rejsen.. Ej, jeg blev altså lidt vred må jeg indrømme.
Så jeg kan ikke helt bestille min rejse før jeg har fået svar fra skanningen, hvilket måske bare lige er et par dage før jeg skal rejse! Eller også må jeg tage chancen og købe billetten, men så måske risikere, at jeg ikke alene må acceptere at jeg får dårlige resultater af scanningen, men ovenikøbet heller ikke får pengene tilbage fra den rejse jeg har bestilt! Det er sur røv!

Nå, men jeg vil måske prøve at se om det der søvn var noget for mig.. Klokken er nu 9:14 her på Island og ja, jeg har været vågen siden halv tre, og jeg har nogle aftaler i dag. Blandt andet skal jeg mødes med en sår-ekspert, som skal kigge lidt på mit sår og hun har forhåbentligt lidt gode råd til hvordan det bedst kan renses og hvordan vi kan hjælpe det med at gro.. Dog sagde lægen noget i går, som slog lidt hårdt.. For det er ikke så enkelt med sådan et sår, for når der er kræftceller omkring så kan vi godt risikere, at det ikke kan hele helt, så vi snakker altså om at det kan være et “åbent” sår … Hele tiden… For altid! Jeg ved simpelthen ikke helt hvad jeg skal tænke omkring det, men jeg prøver at lade være med at tænke så meget om det før jeg har snakket med eksperten. :)

Men vi ses om knapt en uge Odense! :D

- H.

Nu må det være på tide at jeg får skrevet noget. Jeg kan godt fortælle jer, at grunden til at t jeg ikke får blogget er bestemt ikke på grund af, at jeg ikke har noget at sige.. Tvært imod, jeg har så meget at fortælle at jeg ved knapt nok hvor jeg skal starte!

Livet, den sidste månd, har været et eventyr uden lige.. Jeg kan ikke beskrive alle de ting og alle de oplevelser jeg har haft på så kort tid, men som hr st sig så dybt og rørt mig til det inderste!

Først lidt satus: I øjeblikket befinder jeg mig i Reykjavik, hjemme i Island, desværre i en sygehusseng, hvor jeg ængsteligt venter på at den morfin jeg lige har fået sprøjtet ind i låret begynder at virke! Det er så mærkeligt, at jeg kan sige at de sidste dage har både været nogle af de største dage i mit liv, men samtidigt også nogle af dem, hvor jeg har oplevet mere smerte end jeg nogensinde kunne forestille mig fandtes!
Ja, jeg kan ærlig talt næsten ikke forstå mit eget sind lige nu, for jeg ligger så kvalt med smerter, men samtidigt med er jeg bare så spændt over alle de ting, der sker, at jeg kan ikke fokusere på dem.. Hvilket jo kun måske er en god ting, men underligt er det også..
Jeg blev indlagt torsdag aften her i Reykjavik, det skyldes en infektion i den tumor jeg har. Det er noget af det klammeste sår jeg nogensinde har set – og jeg ser altså en del ER, Greys Anatomy, og hvad der ellers findes af dramatiske hospital-serier, men aldrig i mit liv troede jeg at jeg skulle opleve sådan noget på egen krop!!! For sarte sjæle og min egen skyld vil jeg ikke komme nærmere ind på såret og lader det blive ved det her..
Jeg får antibiotika 3 gange om dagen og der bliver diskuteret mellem mange læger om der skal opereres for at skære betændelsen væk, så det er egentlig lidt seriøst.
Men jeg har det altså godt, de er så søde og dejlige her på hospitalet og jeg har endnu ikke nået at kede mig takket være familie og venner, der flittigt kommer og holder mig med selskab, hvilket er fantastisk! <3

Men for at fortælle lidt om den sidste tid, så kan jeg starte med at fortælle at den 19. Maj rejste jeg helt alene til Island, med 2 kufferter (1 på 33 kg og en på 11) plus en større håndtaske og min rygpude, som jeg ikke går nogensteder uden for tiden.. Det er mig et mysterium i dag, hvordan jeg har turde at kaste mig ud i den rejse og med mængde bagage når jeg skulle tage toget til Kastrup alene osv., men jeg har nok fundet et gammelt yndlings citat frem: "det kan ikke gå galt!" og holdt godt fast i det.. Og det gik også bare rigtig godt! Jeg blev behandlet som en prinsesse på Kastrup Lufthavn og har seriøst overvejet at skrive et takkekort til dem, for at rose dem for en fabiløse service! Jeg var nemlig nødt til at indse, at med min ryg så ville jeg ikke holde hele dagen uden at få nogen form for hjælp, så jeg meldte mig oppe ved informationsdisken og forklarede lidt om min situation og jo, jeg havde da forventet en smule hjælp, men jeg var helt overvældet over hvor nemt de gjorde det for mig at rejse alene.. Jeg bliver nødt til at skrive det takkekort!!

Jeg har haft de bedste to uger heroppe. Det har været skønt, at have tid heroppe, hvor jeg ikke har behøvet at løbe rundt for at nå at mødes med alle.. Men faktisk har kunne mødes med alle, og mange af dem flere gange.. At kunne være hjemme når mine små søstre kom hjem fra skole og høre om deres dag – og spørge mig selv hver dag om livet virkelig var sååååå dramatisk da man var lille? Haha.. Men mon ikke! Jeg har drillet min søster lidt med at synge "det er svært at være 11 år", hvilket hun er – hver gang hun fortæller om en meget dramatisk episode fra skoledagen, som er alt fra at en af pigerne har skudt en bold for hårdt i ryggen på en anden og den anden hævder at hun er ude på at slå hende ihjel, så de er nødt til at tage ned til studievejlederen for at få løst problemerne, eller om det er fordi en af pigerne er mødt i skole i en trøje, der er købt i Bilka! (OG NEJ, jeg laver IKKE sjov… ) Det er lidt forskelligt, hvilken reaktion, der kommer fra hende når jeg synger.. Men for det meste griner hun nu bare og siger på en dramatisk-måde-som-kun-teenage-piger-kan-sige-det "heidi… Stoooooooooop!" Det er bedårende! ;)

Lidt før jeg kom til Island blev jeg kontaktet af en islandsk journalist, som var interesseret i, at lave et interview med mig i et islandsk program, Kastljós – som måske minder meget om det vi iDanmark kalder Go'aften Danmark! Det besluttet jeg mig for at sige ja til, så i tirsdags optog vi alt til programmet, som så blev sendt fredag aften her på Island. Jeg er simpelthen så overvældet over, hvad der er kommet ud af det – for selv om jeg selv kan siges være meget tilfreds med resultatet havde jeg på ingen måde forestillet mig, at det ville vække så manges opmærksomhed blandt folk her på Island. Det er ikke første gang jeg har den overvældende følelse, jeg havde den også en del i forhold til bloggen og efter jeg medvirket i den lille mini serie for tv2 Fyn i Danmark. En fuldstændig overvældende følelse, som jeg ikke kan forklare, men jeg har ikke været klar over hvor mange, der egentlig læste med før det begyndte at vælte ind med beskeder og mails fra både folk jeg kender og en masse jeg ikke kender om, hvordan de blev rørt af det jeg havde at sige.
Det er også vildt, at tænke tilbage på den aften, som jeg husker som var det i går, hvor jeg besluttede mig for at starte bloggen, hvor tanken bare har været, at jeg ville skrive lidt herinde for at min familie og venner kunne følge med og ligeså meget for min egen skyld for at kunne bearbejde det på en anden måde og nu er det lige pludselig gået hen og blevet lidt noget andet..
Men jeg prøver altså bare så godt jeg nu kan, at fatte det hele, men det kan altså være lidt svært..

Uanset hvad, så har jeg tænkt, at det i hvert fald var på tide, at jeg fik skrevet lidt nyt herinde.. Og så er det, at den tanke sætter gang i en masse tanker inde i mig. For jeg tænker, at jeg vil forsat blogge med samme tanker som før, hvor det altså var en regel, at jeg kun bloggede når jeg havde lyst.. Og så har jeg været bange for, at jeg nu føler mig presset til at blogge fordi, der pludselig er så mange, der læser med, men samtidigt så har jeg jo os lyst til at blogge.. Altså, jeg kan godt fortælle jer, at det har sat gang i et værre tankerod inde i mit lille hoved, men til sidst har jeg besluttet mig for at blogge, fordi jeg har lyst til at blogge, og måske lidt fordi jeg føler, at jeg er nødt til at komme med lidt nyt nu når jeg i går nærmest gik i koma, da jeg inde på min blog kan se, at der har været 4.235 mennesker inde på bloggen I GÅR – vel at mærke.. Hvor jeg kun kan tænke WOW! Det er mange mennesker og samtidigt tænker jeg, at det måååååå være en fejl! For jeg kender ikke 4.235 mennesker, men de læser med i min historie?
Undskyld, men jeg er altså helt rundt på gulvet disse dage, for jeg kan slet ikke finde ud af, hvordan jeg skal rumme det hele eller fortælle om det eller hvad jeg skal tænke overhovedet.
Jeg er nok også nødt til at forklare lidt bedre til jer, der læser med fra Danmark, for I aner sikkert overhovedet ikke hvad det er jeg snakker om.. men heroppe på Island har det her interview vakt ret meget opsigt og ja, det blev som sagt vist i fredags, 16 minutter – virkelig vel sammensat klip, hvor der er et interview med mig og min stedmor heroppe, og så er det flot pyntet med billeder og forskelligt – ej, jeg ved slet ikke hvordan jeg kan fortælle om det så det bliver forklaret så godt, som jeg synes det var, men I får et link her og så kan I jo se om I har tid eller lyst til at se det.. Jeg kan jo nok garantere jer for, at I ikke kommer til at fatte ret meget af det vi siger, men der er faktisk nogen fra Danmark, der har set det og alene billederne siger så meget, at man forstår hvad det går ud på – man siger vist, at billeder siger mere end tusind ord. ;) Tag et kig, hvis I har tid og lyst :)
I går, da jeg startede med, at skrive det her indlæg (jeg var nødt til at lægge det fra mig i går pga. gæster osv. og forsætte i dag ;) .. ) var jeg inde og hente linket til, at lægge det herind så I kunne gå ind og se det hvis I ville.. Først blev jeg helt vildt overrasket ved at se, at I siden til højre er en “mest-sete-liste”, hvor mit link står som nummer 1. Jeg må da ærligt indrømme, at jeg smiler stort og bliver da en smule stolt i det, at jeg trykker mig ind på linket og jeg tænker: “hvor blæret!”.. (ja, man er vel altid lidt en taber :D). Okay, vi kommer til næste punkt: jeg får øje på, at ved siden af videoen er der en “like”-knap, hvor man kan like videoen på Facebook, hvor der yderligere står at 2400 mennesker allerede har like’t og jeg tænker, at det er for syyyyyygt!
Jamen jeg ved jo slet ikke hvad jeg skal sige..

Nå, men nok om alt det her, selvom jeg har så meget at fortælle omkring det. Jeg skal på et tidspunkt i dag blive færdig med det her indlæg, hvor jeg indtil videre har taget ca. 30 pauser.. Fordi der har været gæster, og så har jeg taget lure eller sovet hele natten i går.. ja indtil videre har det i hvert fald taget for lang tid og jeg tænker, at der er masser af sige endnu.. Og nu plaprer jeg løs igen, fordi jeg er helt oppe at køre..

Meeen, som sagt: jeg ligger indlagt nu pga. en infektion i den tumor jeg har i lysken. Det har siden steålebehandlingen været et sår, hvor huden er blevet skadet af strålerne, hvilket jo er “normalt” efter sådan en behandling. Jeg kan jo nok ikke forklare det helt korrekt, hvis man forventer læge-sprog, men jeg prøver så godt jeg nu kan at forklare ud fra hvordan jeg ser tingene ske.
Men ja, et par dage efter jeg ankommer til Island begynder der at ske nogle ændringer i knuden/tumoren (jeg ved ikke hvad jeg helt præcis skal kalde det), men det udvikler sig til et ret voldsomt sår, som der senere udvikler sig til et betændt sår… Jeg bliver lidt bekymret, min familie heroppe er lidt bekymret, vi tager til lægen – bliver sendt videre på skadestuen – og videre på hospitalet. I den omgang bliver jeg dog ikke indlagt, men får lov til at tage hjem med antibiotika i pilleform. To dage efter begynder smerterne dog at blive så voldsomme, at ja.. Jeg har ikke anet, at der fandtes smerter i verden som disse! Jeg har prøvet at beskrive det for lægerne, og beskrivelsen har lydt ca. sådan her: “Selve såret føles som om det brænder op i min lyske, bare et pust på det vil føles som et hårdt slag direkte på et blåt mærke, desuden er der ét punkt på såret, hvor, hvis man rører bed det føles det som om en nerve bliver revet i stykker nede på inderlåret, rundt omkring såret er så ømt, at det føles som om det er ved at eksplodere indenfra.. Knoglerne omkring venstre hofte (hvor såret sidder) er også ømme og det føles som om de konstant bliver tæsket.. For så, at komme ind på ryggen, som jo bare altid gør ondt, men efter infektionen kom der yderligere knuder, som simpelthen ikke kan masseres væk (og jeg har prøvet med massage apparater, bolde, appelsiner, mango, æbler og mine hænder). Knuderne sidder helt fra midt på ryggen, langs rygsøjlen (som jo, lægerne siger er de kræftramte lymfeknuder er hævede og derfor går de ind og trygger på nogle nerver – og det siges gøre meget ondt – og det kan jeg godt lige fortælle, at ja det gør oooondt!), men de strækker sig ned i benene de her knuder, og derfor kan det godt gøre ondt at sidde og mest af alt at gå.”.. Hm, ja.. Så den betændelse den har plaget mig en smule.

Men de behandler mig simpelthen så godt herinde. Både læger og sygeplejerskesøde. Så jeg meget glad.. :)

Senere i dag (kl. 15:00 – islandsk tid dvs. 17:00 i Danmark.) og der vil der forhåbentligt komme nogle ting på plads. Det er nemlig såda, at jeg er nået der til, at de i Danmark siger at de ikke kan gøre mere for mig. Jeg har dog fået brev fra sundhedsstyrelsen om, at min sag bliver diskuteret der og at de kigger efter muligtheder for at prøve noget eksperimentelt, om det så bliver i Danmark eller i andre lande – det vil vise sig. Jeg har ikke hørt noget mere fra dem. Men jeg ved ikke helt hvor tryg jeg føler mig ved, at skulle ud og eksperimentere lidt med noget behandling, som måske overhovedet ikke kommer til at virke og værst af alt kunne komme til at gøre det hele værre.. Og hvad nu hvis jeg bliver hundesyg af den behandling.. Ja der er mange ting at tænke på.
Flere nyheder senere i dag!

- H.

Viljen til livet – er nu blevet til sin egen lille virksomhed.
Hvad det vil sige glæder jeg mig til at fortælle jer om.

For det første kan jeg starte med at introducere jer for dens mål og mening. Målet er, at jeg, Heidi Einarsdottir, lige nu er syg – og det skal jeg holde op med at være, altså er målet at blive rask. Primær mission er derfor at redde min røv!
Jeg tænker, at jeg vil lade jer følge med i processen, både i håb om, at det kan inspirere andre til at redde sin egen røv, men ligeså meget fordi jeg bliver motiveret af at jeg selv kan følge med min process og I, der har læst med på min blog har været så fantastiske til at give lidt feedback, som har givet mig et ekstra spark i røven, og det håber jeg, at I vil blive ved med at gøre. Så ja, jeg har altså forsat brug for jeres hjælp. Her vil jeg også lige benytte lejligheden og takke alle jer, der har været så søde at skrive til mig og hjælpe mig i min kamp. Selvom jeg ikke har fået svaret jer alle sammen hver gang, så betyder det virkelig ikke, at jeres inputs ikke har haft rigtig meget at sige. Men I er, heldigvis, så mange, der skriver og interesseret i at give mig nogle støttende ord med på vejen, motivere mig til at blive ved og holde hovedet højt. Når min virksomhed kommer over en etableringsperiode må jeg overveje muligheden, at få en assistent – som kan hjælpe mig til at få svaret alle jeres kommentar/breve og beskeder. Haha, nu føler jeg mig lidt tosset ved at sige sådan og jeg skal med det samme også indrømme, at mit hoved har kørt på 210 km/t. hele dagen, og jeg er nok det man kalder for at være lidt overtræt, jeg er 4 energidrikke fattigere og jeg er bare klar!

Mit ønske har jo sådan set under hele min sygdomsperiode været, at kunne blive rask igen. Så det her er måske ikke rigtig nogen “ny” mission. Men indtil videre er der noget der har manglet – for jeg er jo altså ikke rask, endnu!
Jeg er jo nok en af de mennesker, der kan beskrives som værende resultatorienteret. Det vil sige, at jeg har brug for at se nogle resultater for at kunne blive ved med at motivere mig selv i alle opgaver her i livet. Jeg har altid synes det har været svært at holde mig i gang med projekter, hvis ikke jeg kan se, at de bringer mig noget godt. Om det er glæde, en god karakter, en stjerne, et klap på skulderen, osv. Der er i hvert fald nødt til at være et eller andet, som holder min gejst oppe. Jeg vil se resultater, og de skal komme hurtigt, helst med det samme. Dette kan måske også med andre ord beskrives, som værende lidt utålmodig nu når jeg tænker nærmere over det – men “resultatorienteret” lyder altså bare så meget bedre!

Så jeg har siddet i tænkeboksen i dag. Jeg har haft nogle opture og nogle nedture og hele dagen har egentlig været lidt af en rutsjebanetur. Men jeg har virkelig ønsket at komme frem til, hvad det er, helt præcist,  jeg skal gøre for at kunne komme til at se nogle resultater i denne her kamp. Jeg ved jo, at jeg ikke bliver rask fra den ene dag til den anden, men hvad skal jeg gøre for at så holde mig i gang på trods af, at resultaterne ikke vælter ind af døren ved hver afsluttet arbejdsdag.
Derudover er jeg altså nødt til at få en lidt mere planlagt struktur på mine såkaldte arbejdsdage fra nu af. For det  her er jo ikke noget helt normalt job, at køre den her virksomhed, for jeg kan ikke helt se, hvornår jeg skal kunne holde pauser eller overhovedet holde fri.
Så spørgsmålet har også været, Hvordan kan jeg forberede mig bedst muligt på, at skulle have en arbejdsdag, der hedder 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 52 uger om året, i jeg ved ikke hvor mange år? (Idéer modtages hellere end gerne! ;)

Inspirationen om, at det ligefrem skulle formuleres og sættes op på en måde, at jeg skulle lave Viljen til livet om til en “virksomhed”, stammer fra en af mine store inspirationskilder, nemlig the one and only, Kriss Carr. (Jeg håber ikke, at I er ved at blive træt af hende, for jeg kan simpelthen ikke få nok af hende!) Jeg har to af hendes bøger, (jeg har i øvrigt fundet ud af, at der er en 3.bog, som jeg hurtigst muligt skal have anskaffet mig!!!) som jeg læser meget i. De er rigtig gode, at tage frem igen og igen – især når jeg rammer ind i dage, hvor jeg lidt har glemt at tage min motivation med ud af sengen om morgenen. De kan i hvert eneste tilfælde trække mig op. Og så kan jeg godt forstå, at der måske er nogen, der tænker på hvorfor jeg så ikke bare altid læser i de bøger når jeg glemmer at vække motivationen, men det er bare lidt nemmere sagt end gjort. For det med, at tage bøgerne frem kræver lidt motivation i sig selv. Endnu en af den nystartede virksomheds problemstillinger.
Men for at det her indlæg ikke kommer til, at fylde en hel roman (for jeg har masser til jer endnu!!) og for, at jeg måske kan komme i seng på et tidspunkt før det lysner igen, så vil jeg komme videre.
Kriss Carr er et idol for mig, på den måde, at jeg er så enig i nærmest alt hun siger og jeg har et brændende ønske om, at bare være halvt så sej som jeg synes hun er! Men jeg ser også rigtig meget af mig selv i hende – og det er lidt grænseoverskridende for mig, at sige sådan, for jeg føler mig jo ikke ligefrem på det niveau, hvor hun hører til, men jeg er bare så enig i alt det hun siger og gør, at jeg kan nogle gange komme i tvivl om en idé stammer fra mig selv eller om det stammer fra noget hun har sagt. Og når jeg læser i hendes bøger eller hører noget med hende andre steder så sidder jeg konstant og har lyst til at råbe “JAHA! Det er PRÆCIS sådan jeg har det!”. Hun forstår mig virkelig – hun siger alt det jeg tænker…. og hun aner ikke hvem jeg er.
Men ligesom hende er jeg ikke ligefrem til at stille tilfreds i forhold til min diagnose. Jeg er ikke villig til at acceptere, at der er en læge ude i byen – eller mange af dem – der skal have lov til at udtale sig om, hvorvidt mit liv skal forsætte eller ej.
Men ja, jo, tja – jeg ved jo godt, at vi som mennesker ikke kan kontrollere så store ting, som livet og døden, men så længe jeg har kræfterne, så kæmper jeg for at gøre det så meget jeg nu kan komme til. Og lige nu er jeg jo netop en med en masse “kræft”(er)!
Jeg har så meget lyst til at tage æren for det næste citat, men det her er også bare et af de mange ting Kris har sagt, som jeg har tænkt:

“This is crap! I decided cancer needed a makeover, and I was just the gal to do it!”

Kriss startede sin egen virksomhed, der også gik ud på at redde hendes egen røv. Hun sagde sit job op, flyttede fra hendes lejlighed og i noget nyt, som hun nu kunne have råd til, og startede resten af sine dage, som CEO (Chief Executive officer, altså THE boss) i sin egen virksomhed: Save my Ass technologies, inc. Det er da en fantastisk idé! For jeg kan da ligeså godt indse, at mit fuldtidsjob lige nu er, at overleve kræft, så hvorfor ikke gør det på en lidt mere sjov og organiseret måde! Endnu et lille fakta om mig er, at jeg bliver SÅ glad for enhver mulighed for at kunne organisere ting – om det er at lave lister, sortere i mapper og små bokse, stille mine dvd’er og cd’er i en bestemt rækkefølge enten efter alfabetet eller tema osv. Jeg ELSKER, at høre nye tips og tricks til, hvordan man får styr på sit liv, hvilket er noget jeg tror vi alle (især os kvinder) har brug for at have en følelse af, at vi har. Jeg elsker i hvert fald tanken om, at mine ting er i rette orden og på sit rette sted, i den rigtige rækkefølge.

Så i dag har jeg blandt andet siddet og læst om, hvordan man starter sin egen virksomhed op og hvordan man sætter en forretningsplan op på bedst mulige måder. Det her er jo egentlig også noget af det, der har været mit yndlings emne på min uddannelse til markedsføringsøkonom, så det har slet ikke været nogen træls opgave, at skulle hive nogle af mine gamle notater frem. Det har føltes rigtig godt! .. og tro det eller ej, men det føles som om jeg mærker resultater! Så et lille klap på skulderen til mig og jeg er allerede tilfreds med min indsats på min første arbejdsdag.

Min første arbejdsdag har derfor rummet:
- At sætte mig nogle helt klare mål for, hvad det er jeg gerne vil opnå ved start af denne virksomhed.
- Lave en liste over alle de ting, som jeg synes skulle være på plads for at jeg følte at jeg havde nået mit mål. De her har jeg kaldt for delmål. Det her er ikke nogen kort liste (Den indeholder, blandt mange andre ting, sådan noget som: “Få mere energi”, “Dyrk mere motion”, “Spis godt, spis sundt – spis, i det hele taget”, “Bliv god til smertelindring”, “Sov! – helst 8 timer hver dag”, “Gør det du elsker og det der giver dig glæde” og her var jeg jo også nødt til at lave en anden liste over “Hvad er det jeg elsker og hvad giver mig glæde?” og samtidigt lavede jeg også lige en liste over det modsatte: “Hvad er det, der slår mig ud og gør mig ked af det?” – og jeg kunne godt blive ved, men det her er blot for at give jer et lidt bedre indtryk af, hvad min virksomheds arbejdsopgaver kommer til at gå ud på.)
- I en virksomhed er jeg også nødt til at have en strategi for, hvordan jeg kommer igennem de her opgaver. Så derfor måtte delmålene prioriteres, analyseres, vurderes!  ( .. og servicereres? …. og nu er det lige før, at jeg er ved at sende mig selv ind og i seng før jeg bliver mere skør at høre på! Det må være det her de mener med, at Red bull giver viiiinger? )

.. og det er så lige omkring her, at jeg indser, at det her er egentlig bare en smule uoverskueligt! (På trods af de mange flotte lister, med forskellige farvekombinationer og tegn og symboler og alt andet, som kunne få det til at ligne noget rigtig professionelt noget!) Og jeg er nok nødt til at indse, at jeg har brug for nogle medarbejdere i denne her virksomhed. Enhver succesfuld direktør har et hold af vindere (medarbejdere), så min første rigtige opgave må være, at gå ud og skaffe mig et hold af hjælpere – hvor kun det bedste er godt nok – af venner, familie, læger og alle andre, der kunne være nyttige til den opgave, at redde min røv!
Men, det gør mig straks rolig, at begynde at tænke på, hvor godt et hold jeg egentlig allerede har!  Et klap på skulderen til Jer her folkens!

Nå, men hvis der ellers er noget jeg har lært igennem mit livs skolegang, så starter man intet projekt op uden, at have gennemgået en masse materiale, der muligvis vil være til hjælp og en masse, som man kan finde ud af, at jeg måske bare slet ikke kan bruge til noget som helst. Og meget er der blevet skrevet om Kræft, dét kan jeg fortælle jer!! Jeg kommer aldrig i mit liv til at kunne læse og lære ALT, så det er her, at jeg forhåbentligt også kan gøre brug af nogle skoleteknikker til, at kunne sortere hurtigt i, hvad jeg kan bruge og hvad jeg ikke kan. Men åh gud, jeg ser mig selv for mig siddende på gulvet, med bøger hele vejen rundt om mig og hvor er det så lige, at jeg skal starte! Og jeg kan hurtigt gå i panik ved tanken om, at jeg måske kommer til at bruge, og her har jeg nærmest mere lyst til at bruge ordet “spilde”, en hel masse tid på, at læse i noget, som jeg ikke ender med at kunne bruge – og hvad nu hvis jeg ikke har tid til det?
Heldigvis kan jeg sige, at det er her lidt en hjælp at have Kriss Carr med sig, da hun jo HAR været igennem en længere research periode, hvor hun (tydeligvis) har fundet frem til noget, der virker.  Så jeg starter med hendes to bøger!! Det må være en begyndende plan!!

Til gengæld, så er jeg altså ved at være der, hvor jeg må sige tak for i dag! Min krop og ikke mindst mine øjne er ved at lukke ned nu.
Så jeg vil byde jer Godnat – og nok mere godmorgen til nogle af jer – men jeg bliver nødt til at fortælle jer om en sidste ting før jeg lukker øjnene i..

Ser I, siden slut december har jeg ses lidt med en helt ufatteligt inspirerende mand Jack Johansen, og han har på de her få måneder hjulpet mig til at se på livet på helt nye måder. Jeg har egentlig rigtig mange gange haft lyst til at sætte mig ned og få skrevet et indlæg, der handler om alt det Jack og jeg har snakket om og arbejdet med, men ingen ord vil kunne forklare alt det jeg synes jeg lærer af ham. Og det er der måske nogle af jer, der ved lidt om – for dem af jer, som jeg snakker meget med i hverdagen kan nok ikke undgå hvor ivrigt jeg gerne vil fortælle om alt det her!! Jeg vil rigtig gerne skrive et indlæg, som kunne handle kun om ham og det vi har arbejdet med, og det kommer jeg helt sikkert os til at gøre, men I er lige nødt til at høre lidt introduktion til ham for at jeg kan fortælle jer om min dag i dag. Jack arbejder med hypnose og hypnoterapi. (I kan klikke på hans navn for oven og komme ind på hans hjemmeside, hvor man – godt nok på svenska! ;) – kan læse lidt om det han laver, men også beretninger fra hans andre ‘klienter’ og hvordan han har hjulpet den ene efter den anden med de mest utrolige ting! En dag håber jeg også, at jeg kan skrive en beretning, der kan stå der og fortælle om, hvordan Jack har hjulpet mig med at komme over min kræftsygdom og hvordan han var en del af min vej til at blive rask!
Men, som sagt, en dag vil jeg meget gerne blogge og fortælle jer meget mere omkring vores samtaler og hvordan de har hjulpet.
Men jeg bliver nødt til at dele det her med jer med det samme – for det er for fedt!
I dag har vi nemlig snakket og arbejdet lidt med smertelindring! For som I nok ved, så har jeg en del problemer med min ryg! Det er hovedsageligt min ryg, der driller mig lige tiden. Jeg får noget smertestillende, blandt andet morfin for rygsmerterne. Jeg har blandt andet et morfin plaster på ryggen på 100 mg. Det her plaster skulle gerne udsende morfin til kroppen jævnligt i løbet af hele dagen. Men det har ikke været nok bare med dette plaster af morfin, så ved siden af det modtager jeg også noget andet medicin og også ekstra morfin, hvor jeg tager en pille på 30 mg. hver gang jeg har smerter i ryggen eller andre steder. De sidste mange dage har jeg været nødt til at få en af disse morfin piller omkring hver anden time fordi smerterne har været så stærke.
Men så kom Jack på besøg i dag og jeg fortæller ham blandt andet om alt det her morfin jeg går og tager og snakker en del om det og derefter kom jeg i hypnose, hvor vi også arbejder med smerterne. (Jeg vil rigtig gerne fortælle jer meget mere omkring det her med hypnosen og Jack, men jeg kæmper virkelig for at holde øjnene åbne nu, så jeg skal bare hurtigst muligt kunne ligge på langs og lukke øjnene!) Resultatet af arbejdet i dag er dog utroligt – for jeg har ikke fået en eneste morfinpille efter at Jack kom, faktisk ikke en eneste siden jeg stod op! Det er helt utroligt og det er så fascinerende synes jeg, at opdage, hvor meget andet man kan gøre, end bare at fylde sin krop med medicin.

Jeg er nødt til at få lukket de her små trætte øjne, men jeg kan stolt sige, at arbejdsdagen i dag har skam givet mig resultater nok til at kunne arbejde resten af måneden! Nu går jeg i seng, uden smerter, uden smertestillende, med et smil på læben som en stolt direktør af “Viljen til livet”.

- H.
 

Surround yourself with people who believe in you.

Believe you can and you’re halfway there.

Always believe that something wonderful is going to happen.

Believe ind yourself and all that you are. Know that there is something inside you that is greater than any obstacle.

She believed she could, so she did.

If you believe, all things are possible.

Believe in yourself and there will come a day when others will have no choice but to believe with you.

Things always change for the better. Just believe.

Don’t worry. Everything is going to be AMAZNG.

Forget all the reasons why it won’t work and believe in the one reason why it will.

Determintation will get me through this.

I believe I can fly.

Jeg bliver rask. Jeg bliver rask. Jeg bliver rask.

Lad ingen fortælle dig noget som helst andet.
Jeg ved, at jeg ikke kommer til at dø af det her. Men jeg ved også, at mit liv aldrig nogensinde vil blive det samme som før.
For resten af mit liv vil jeg vågne og spørge mig selv om jeg lever mit liv som jeg ønsker at leve det. Og jeg vil kæmpe for, at mit svar hver dag vil være et ja.

Det er først nu, at jeg har lært mig selv at kende. Nu ved jeg hvem jeg er og hvad jeg er her for. Jeg ved, at der er en mening med at jeg er den jeg er. And I sure ain’t no dead woman walking!

Jeg har ikke tænkt mig, at læne mig tilbage og vente på, at kræften tager kontrol over mit liv. Det er på tide, at jeg selv tager kontrollen for det her er mit liv. Det er på tide, at jeg overtager styringen.

Hvad end det skal kræve af mig, hvad end jeg skal gøre for at vinde over kræften, så gør jeg det. For mit liv er ikke tæt på at være slut. Ikke så meget som tæt på kan jeg godt fortælle jer alle.
Alle som er uenige med dette bedes holde jeres holdninger for jer selv. Jeg nægter, at høre flere fortælle mig, at jeg er nødt til at være realistisk. Jeg nægter, at lade folk fortælle mig, at det nu gælder om at nyde det sidste.
Jeg vil skam nyde det, i mange år endnu.
Fra nu af vil jeg kun omgås mennesker, som tror på mig og tror på at jeg kan. Alle andre vil ikke være min tid værd.
Når jeg siger, at det vil lykkes – så kommer det til det. For jeg tror på det.

Jeg indrømmer, at jeg her sidst på aftenen har følt mig mere alene end jeg måske nogensinde før har oplevet. Men i morgen er ny dag. Og i morgen, når jeg vågner, vil jeg planlægge, hvordan jeg kommer til at overleve det her.

H.