Ligesom jeg troede jeg skulle rejse hjem og nyde den danske sommer, flytte ind i min og kærestens flotte flotte lejlighed, som min kæreste har gået og arbejdet så hårdt på at få i stand, hygge med veninderne, som jeg ikke har fået set i 4 uger.. men lægerne synes ikke lige så godt om den idé og de foreslog heller at jeg skulle bruge min tid her på OUH. Tja, jeg ved ikke helt hvad jeg synes om dét.. Jeg får antibiotika pga betændelsen i såret og lungebetændelse, som desværre meldte sig på banen søndag.. Ja, der skal vist betales en pris for at gå ud og more sig så meget som jeg gjorde om lørdagen.. så jeg tænker, at det var min krops måde at sige “tak for i går” på.. Søndag, mandag og tirsdag har været lidt forfærdelige hvis jeg skal sige det helt rigtigt. Især søndag og mandag, der var jeg meget kvalt og smerterne var ubeskrivelige! Jeg sov det meste af dagen og de få minutter jeg vågnede op imellem kunne jeg ikke andet end at græde af smerter – desværre gjorde lungebetændelsen det næsten umuligt for mig at græde, så jeg fik også vejrtrækningsproblemer og de sidste dage har jeg også været lidt afhængig af at få ilt igennem næsen. Det har været ret skræmmende både for mig og for min familie, der skulle se mig lide på den måde.

Vi var også meget usikre på om vi overhovedet ville kunne rejse hjem til Danmark der om onsdagen og jeg var faktisk så langt ude, at jeg havde ringet hjem og bedt om at få aflyst min scanning om torsdagen. Men det kunne jeg heldigvis nå at få trukket tilbage, for vi besluttet os for at beholde tiden, se natten an – vi skulle nemlig op og af sted til lufthavnen kl. 6. Tirsdag aften var ikke sjov og jeg troede helt seriøst aldrig nogensinde den ville slutte.. Det var 5 timer i helvede, hvor jeg gik i kramper af smerte indtil jeg var så udmattet at jeg faldt i søvn, desværre sov jeg aldrig meget mere end i 3-5 min og så kunne vi lige tage den forfra igen. Heldigvis havde jeg de bedste støtter omkring mig, 2 veninder og min kusine. <3 De holdte mig i hånden, hjalp mig med at tænke på gode ting, nussede mig…
Det så ipå det her tidsount punkt meget sort ud og jeg var meget i tvivl om jeg ville kunne rejse fra Island til Danmark i den her tilstand, men jeg faldt til sidst i søvn og sov indtil kl. 3, der vågnede jeg igen og vi fik gjort det hele klart til at vi skulle afsted og så prøvede vi at sove lidt igen.. og så skulle vi jo afsted kl. 6. Jeg blev kørt med ambulance til lufthavnen og der blev jeg modtaget med en kørestol og blev kørt rundt, så det var ikke meget jeg behøvede at bevæge mig.. :) Vi skulle ind i flyveren før de andre, da det var at jeg var i kørestol, så det var ikke meget vi nåede at kigge os rundt på lufthavnen, men det var måske også meget godt, for jeg havde vidst fået købt det jeg skulle, hvis nogen andre skulle have lov til at sige det..
Vi blev virkelig igen behandlet så fantastisk godt i flyet. Vi havde fået 2 sæderækker for os 3, sådan, at jeg kunne ligge ned hvis det blev nødvendigt. De var hele tiden henne og tjekke og alt var okay – de var så hurtig til at finde alting frem, hvis bare vi manglede det mindste, f.eks. var jeg nødt til at få lidt ilt på et tidspunkt, og der gik ikke mere end 3 sek. før ham stewardessen, der var ved os var dukket op med en maske og flaske med ilt. Det var bare den bedste service jeg kunne forestille mig at få, og det gjorde det så meget behageligere at rejse, når nu vi havde været så nervøse for rejsen.
Stewardessen kommer hen til mig på et tidspunkt og fortæller mig om en lykke-sten han har fået for 6 år siden, som har bragt ham lykke lige siden han blev uddannet til stewardesse og den har rejst verden rundt sammen med ham. Den ville han gerne give mig, så den nu kunne give mig lykke. Det var så sødt, men jeg havde dog meget svært med at tage imod den.. Men den ligger trygt i min pung, som jeg altid har med mig og den vil som sagt forhåbentligt bringe mig noget lykke her i den næste tid!

Da vi er ankommet til København, og turen er gået alt over forventning og uden problemer, venter vi til sidst med at gå ud af flyveren. Da alle er gået ud og vi endelig kan komme op og ud, så stopper de mig oppe ved udgangen og giver mig en pose med et lille brev og en gave. Den indeholder en halskæde, en kugle lavet ud af den lava, der er kommet fra vulkaner på Island og om den kugle er der et sølv stykke formet som Island, der holder det i kæden. Den er virkelig virkelig smuk. Personalet hos Iceland Express har set mit interview og er meget imponeret og vil gerne give mig den her halskæde. De knuser mig og fortæller mig at jeg er deres helt og de er så imponeret over min styrke og livsmod. Det var virkelig dejligt, men eg var helt mundlam.

Turen fra Kastrup gik også helt som den skulle. Jeg havde et lille stop på lufthavnen for at mødes med min lille søster, Helena :) og så gik turen ellers videre mod Odense, hvor min kæreste ventede spændt på banegården. Da vi kom til Odense og jeg kom ud af toget og kunne se Mikkels orange trøje fra lang afstand tror jeg at jeg har løbet så hurtigt jeg nu kunne.. det kan nok i virkeligheden ikke kaldes at løbe (for jeg kunne knapt nok gå) men det gik i hvert fald ualmindelig hurtigt. Det er vildt, hvordan kroppen kan skabe kræfter, man troede man ikke havde, hvis bare grunden er god nok til det.

Desværre kunne vi ikke nyde friheden meget længe da de islandske læger havde haft snakket med sygehuset her i Danmark og sagt at vi ville være der omkring kl. 6. Vi ankom lidt for sent, men var på sygehuset ca. 7, hvor vi kunne sætte os og vente på at lægen kom og snakket med os. Sådan som jeg havde forstået det så var det sådan, at der skulle komme en læge og vurdere om jeg var klar til at blive udskrevet eller ej, men sådan var det vist ikke. Der var vist ikke noget spørgsmål om jeg skulle indlægges, jeg fik i hvert fald lagt drop med det samme og så fik jeg den første omgang antibiotika.
Jeg kan dog være rigtig rigtig glad for, at jeg fik en enestue, hvilket betød at vi kunne få en gæsteseng ind, så Mikkel kunne få lov til at sove hos mig! Det er virkelig dejligt!
Det havde godt nok været svært, hvis vi nu, hvor vi har undværet hinanden i 4 uger, igen skulle undvære hinanden endnu en nat, velvidende at vi kun lå 3 km fra hinanden.
Men det skulle vi heldigvis ikke. :)

Men ja, vi kom jo for at snakke med en læge.. og vi ventede, og vi ventede.. og vi ventede.. og klokken 10 sagde jeg til min far og stedmor, der var ved at falde helt om (hvilket vi alle sammen var) efter en lang dag, at de bare skulle tage hjem, for der kom sikkert ikke nogen nu. Så de tog hjem, mens mig og Mikkel var vågne lidt i nu i håb om, at der ville komme en læge og tilse mig. Klokken 1 kunne jeg simpelthen ikke holde øjnene åbne mere, og smerterne havde virkelig gjort opmærksom på sig selv i den sidste times tid, så jeg var så udmattet, at jeg var simpelthen nødt til at lægge mig til at sove..
Lige så godt jeg sov, lige så sur blev jeg da jeg bliver vækket ved en banken og af at lyset bliver tændt for fuld gas kl. halv tre om natten. NU havde lægen simpelthen valgt at dukke op!! Hun starter med at fortælle mig, at hun jo ikke kender mig og ikke har haft mig før og hun har ikke nået at læse hele min journal igennem, men hun kunne forstå på det hele, at jeg havde livmoderhalskræft.. “ikke sandt?” – spørger hun..
Jeg tænker: er det her helt seriøst?!.. men svarer, at jo det er ganske rigtigt. Derefter siger hun “og du har fået behandling, som du afsluttet i april?” (som i april TOTUSINDOG ELLEVE!!!!) Jeg er godt nok meget træt, og meget meget træt af at blive vækket efter jeg endelig er faldet i ro efter smertehelvede, som jeg desuden kan mærke begynder så småt at melde sig på banen igen, men jeg svarer lidt irriteret, at jo, det er rigtigt, men om ikke vi kan spole lidt længere frem i tiden, for ellers kommer det her godt nok til at tage hele natten. Hun siger, at jo det kan vi godt, men hun har jo som sagt ikke nået at læse hele min journal. Hmm..
Hun bliver ved med at stille spørgsmål, samtlige spørgsmål kan man finde svar på i min journal og jeg forstår simpelthen ikke pointen i at skulle svare på hvilke behandlinger jeg er gået igennem for 1 år siden eller et halvt år siden.
Jeg er træt, jeg er sur, jeg er tvær og jeg gider i hvert fald ikke det her. Smerterne har virkelig os meldt sig på banen, og jeg kan ikke overskue tanken om, at jeg nu for anden gang i aften skal til at finde ro efter sådan et smertehelvede.. Jeg er virkelig ved at eksplodere af vrede. Efter hun har stillet en masse spørgsmål, som hun ville kunne have læst sig til i min journal bevæger hun sig nu ud i at spørge om jeg har styr på hvilket medicin jeg tager.. Øh ja, vil du have de 45 forskellige slags piller, der hedder de mærkeligste navne, i alfabetisk rækkefølge – eller hvordan vil det passe dig bedst?
Jeg som troede, at jeg ikke kunne blive mere sur, jeg fortæller hende, at jeg altså ikke kender navnene på alt det jeg tager, men det kan hun vel OGSÅ finde i min journal. Hun fortæller, at der var noget med et lægebrev fra de islandske læger, som vi havde afleveret til sygeplejersken da vi kom og om jeg vidste hvor det var.. Nej, det gjorde jeg godt nok ikke, for som hun selv kunne sige det, så havde vi jo afleveret det til sygeplejersken da vi kom. Hvis I ikke kan forestille jer det, så kan jeg fortælle jer, at jeg er virkelig ved at koge over på det her tidspunkt.. Hun begynder at rode igennem mine ting, der ligger på skriverbordet, og derefter på det lille skrivebord, der er inde på stuen, men hun finder ikke noget. Der er en pose med en masse af mit medicin og der er der nogle papire, bl.a. en eller anden liste jeg aldrig før har set. Hun spørger mig om det her er min medicin liste, jeg svarer ærligt, at det ved jeg ikke. Hun plaprer videre omkring, hvordan hun bliver nødt til at få det lægebrev og hvordan det er blevet væk og så spørger hun igen om denne liste er min medicin liste.. igen, nu godt nok lidt mere irriteret i tonen, svarer jeg, at det ved jeg altså ikke. Nå, okay.. jamen hun roder lidt videre og inden så længe går hun. Lige så snart hun er ude af døren knækker jeg helt sammen, både af irritation over denne situation med lægen, som jeg synes er fuldstændig absurd, træthed efter en lang rejse og nok mest over smerterne, der virkelig er begyndt at gøre så ondt så ondt. Jeg ringer efter en sygeplejerske for at bede om noget smertestillende. Sygeplejersken henter noget morfin og da hun er i gang med at give mig morfinen, mens jeg virkelig prøver at holde op med at græde, kommer lægen ind igen og ja, hun vælger lige at spørge en ekstra gang om jeg virkelig ikke ved hvor det lægebrev ligger, hvorefter hun igen begynder at rode i mine ting for at se om ikke hun kan finde det. Hun løfter op i mit og Mikkels tøj og roder rundt i alt imens hun ikke ænser, at jeg ligger og græder..

Jeg har nu været indlagt i 2,5 døgn og først her for 5 min. siden er der kommet en læge for at kigge på mit sår, som faktisk er grunden til at jeg er indlagt..
Udover det har jeg virkelig også tænkt på, hvor lidt de tjekker op på en. Jo jo, de dukker op de 3 gange om dagen jeg skal have min antibiotika og de kommer 4 gange med et glas piller, men ellers er der ingen kontakt til patienten. Og der bliver absolut ikke gjort mere end det de lige SKAL gøre når de kommer, dvs. de kommer ind, sætter mig til antibiotikaen, om de småsnakker lidt imens – de færreste gør – og så skynder de sig ud igen. Og lægerne, ja jeg vil slet ikke komme ind på lægerne.. Jamen de har jo simpelthen så travlt de læger. Hun gav sig godt 3 min sammen med mig, på 5 sek. af at kigge lidt på såret og trykke en gang i den ene side og en gang i den anden side kunne hun konkludere, at det var simpelthen bare kræften der udviklede sig og at der var ikke tegn på betændelse. Jeg spørger hvad vi så kan gøre ved det her, hvor hun minder mig om, at jeg jo har fået stråler og det omfang stråler jeg må få i det område, ja det er rigtigt nok – det er jeg godt klar over, jamen så er der jo ikke så meget de kan gøre siger hun. Jeg forklarer hende, at jeg jo knapt nok kan gå, hvor hendes svar er: jamen det er jo sygdommens udvikling.

TAK TAK, tusind tak for din lægelig vurdering og din kærlige omsorg. Det er en OMMER!

Jeg kan ikke sige andet end, at jeg synes det er direkte pinligt at komme direkte fra et islandsk hospital, hvor tingene er så meget i orden og så komme hertil og virkelig mærke hvordan bunden føles. Det er PINLIGT og til grin, hvordan det danske system, som hævder at være et velfærdssystem, er så ringe!!

- H.