Der sker altså så meget nyt lige for tiden, at jeg blogger som aldrig før..  og nu ligger jeg på tværs hele dagen lang uden at kunne gøre så meget andet end det, så der er i hvert fald masser af tid til at blogge..

Jeg fik svar på min scanning her i onsdags. Resultatet var, at i den tid jeg har holdt helt pause fra behandling så er knuden i lysken vokset og der er kommet mere kræft i lungerne. Det er begge to ændringer, som jeg føler at jeg mærker mere og mere, men jeg vil forsat kæmpe for at det hele bliver bedre og det vil jeg aldrig stoppe med!
Jeg blev tilbudt to forskellige behandlinger, men jeg blev også bedt om at overveje om jeg i det hele taget ville have behandling. Det var overhovedet ikke svært for mig at vælge for, at vælge behandlingen fra er det samme som at give op for mig. Jeg respekterer mange, der har valgt behandlingen fra, men disse mennesker har oftest stået i en helt anden situation end jeg har: været ældre, haft børn og endda børnebørn, været gift og de har ovenikøbet nok fejret sit sølvbryllup. Alle disse ting mangler jeg – og alle disse ting har jeg tænkt mig at opleve.. Derfor siger jeg ikke nej til en behandling, selvom det ikke er så sikkert, at den kan hjælpe mig. Men der er en lille chance og den lille chance er mere end nok for mig, for det er ikke kun behandlingen, der kan hjælpe – jeg har også mig selv, nogle hjælpere og håbet – og så tror jeg på mirakler!

Jeg er kommet ud på Hospice igen nu. Det er jeg enormt glad for, nu hvor jeg ikke har været helt tilfreds med den behandling jeg har fået på sygehuset, men også fordi jeg efter mit sidste visit lærte personalet godt at kende og de er simpelthen så søde og dejlige, at jeg føler mig rigtig godt tilpas og tryg herude.

Jeg prøver dog ligeså stille, at begynde at komme op at stå på et tidspunkt og flytte mig fra sengen og prøve at sætte mig i stolen i stedet for, eller flytter mig ind i et andet rum. Det hjælper en lille smule og jeg føler at jeg bliver lidt mere frisk af det.

Derudover så har jeg et værelse her, der er en del mere hyggeligt end en sygehusstue, så jeg kan allerede mærke bare efter første dag, at mit humør er blevet bedre, selvom jeg ikke har foretaget mig noget anderledes end på sygehuset, hvilket er at ligge i min seng, se fjernsyn engang imellem, og ellers sove.
Omgivelserne er simpelthen så dejlige her, at man føler sig ikke indlagt på samme måde, faktisk vil jeg gå så langt og sige, at jeg føler mig lidt “hjemme” her. Det smilede jeg lidt af i dag i taxaen, da jeg var på vej herud, for der tænkte jeg nemlig: “Ah, det bliver dejligt at komme hjem til hospice”. Men det var jo også mit hjem lige indtil jeg rejste til Island og 6 uger inden det, så det var meget naturligt for mig at tænke på det som hjem nu her.

I de seneste dage har jeg gået og tænkt på noget, som jeg føler at jeg er nødt til at dele med jer, der læser med. Især jer, der måske er sygeplejersker eller arbejder inde for sygehusvæsenet, som jeg ikke ligefrem har skrevet godt om.
Det handler om, at selvom jeg har fået noget behandling derude, som jeg ikke har været tilfreds med, så har jeg altså også fået noget noget behandling derude af nogle sygeplejersker, som har været så søde mod mig. Jeg har følt mig lidt dårlig over, at jeg ikke har skrevet mere om den gode behandling og de sygeplejersker og læger, som jeg igennem min behandling er kommet til at holde meget af og dem, der behandler mig rigtig godt.

Derudover har jeg haft nogle lange snakke med nogle forskellige omkring netop de episoder jeg har oplevet på sygehuset og andet omkring sygehusvæsenet, sådan som det er lige nu. I disse snakke er det som regel altid blevet bragt på banen, at der konstant bliver foretaget besparelser indenfor sygehusvæsenet og dette går selvfølgelig ud over os patienter (og sikkert en del andet også) fordi besparelserne går ud over den tid sygeplejerskerne har så pludselig er der ikke tid til at de kommer ind “bare” for at snakke lidt med os patienter, og der er simpelthen ikke tid til andet end bare at smide pillerne ind på natbordet og så drøner de ud igen. Personligt kan jeg i hvert fald sige, at den lille snak kan altså gøre rigtig meget, især hvis der opstår problemer om natten, så er det som regel fordi jeg er meget urolig og anspændt – i stedet for at give mig mere smertestillende/afslappende eller en sovepille, så ville det i de fleste tilfælde kunne virke “bare” at sætte sig på sengekanten og snakke lidt, men det er der aldrig tid til.
Men nu var det altså meningen at jeg ville give lidt kredit til sygehusvæsenet og ikke brokke mig. Der er nemlig sygeplejersker og læger der, som virkelig gør et godt stykke arbejde og det håber jeg ikke at jeg har givet udtryk for at der ikke var.

Jeg vil sige det godt for denne gang, for der sidder en meget flot mand her ved siden af mig, som venter på at vi kan sætte filmen i gang og hygge os :)

- H.